Halfest 2015

Det er 35 år siden Dodo & The Dodos mødtes, men de giver stadig hvad de har – på store og små scener.

Hvis nogen derude er i tvivl om, hvor vidt Dodo & The Dodos stadig har en plads i danskernes hjerter, skulle de Dodo and The Dodoshave været på sidste års Skanderborg-festival. Da sang folk med på de kendte sange, men de gjorde det vel at mærke også tyve minutter før Dodo & The Dodos gik på scenen. Forklaringen er enkel, synes guitaristen Anders Valbro: »Vi overholder verenskomsten med vores publikum. Vi skal  være ydmyge, koncentrerede og 110 procent til stede, og har for længst indset, at vores sange ikke  længere kun er vores.« »Det at give koncert må aldrig blive rutine,« tilføjer Dodo Gad. »Hvis vi  prøver at køre den hjem på automatpiloten, kommer folk ikke næste gang.«
Sange som ’Vågner i natten’, ’Gi’ mig hvad du har’ og ’Sømand af verden’ har »vokset sig større end  os, de lever deres eget liv,« siger Anders Valbro. Det har de gjort siden Dodo & The Dodos nærmest  ud af intet slog afgørende igennem i 1987-88. Det var dengang alle danske rocksangerinder gik i  Anne, Sanne & Lis-skolen på nær Hanne Boel, der var den nye pige i klassen.
Der fik hun ikke konkurrence af Dodo, for hun og The Dodos var noget for sig selv. Ligesom deres  sange. De fleste danskere havde første gang hørt Dodo alias Maria Charlotte Gad uden at vide, at det  var hende. I 1986 var hun som sanger på ’Re-Sepp-Ten’ med til om muligt at få fodboldfeberen før  VM i Mexico yderligere i vejret. Sangen blev en storsælgende landeplage.
Studinen fra Aurehøjs sprogligt-musiske linje havde sunget kor for bl.a. Lotte Rømer, men  koncentrerede sig ellers om den musik hun, kæresten Jens Rud, trommeslageren Lars Thorup,  keyboardspilleren Steen Christiansen og Anders Valbro fremdyrkede i et pladestudie i det  københavnske nordvestkvarter.
De var i absolut stilfærdighed albumdebuteret i 1983 som Copyright efter en række år som  coverband på cafeer. I 1985 tog de navneforandring til Dodo & The Dodos for at se om de kunne kombinere sjov og alvor.
Deres gamle musiklærer, Michael Bruun fra Tøsedrengene (og senere Ray- Dee-Ohh), blev deres  producer og sparringspartner sammen med andre i det kreative, stimulerende miljø omkring  pladeselskabet Replay, hvis medarbejder Jan Trondhjem under pseudonymet J. Gedde havde et  godt ping pong samarbejde med Dodo omkring teksterne.
Da Dodo & The Dodos brød igennem via en tv-optræden i november 1986 med ’Giv mig hvad du har’  kaldte anmelderne dem både en overnight sensation og »et drivhusorkester«. Det sidste var mere  rigtigt end det første. »Vi havde faktisk gået i skole sammen og spillet i en årrække, før vi slog  igennem,« fortæller Anders Valbro. »Tid binder, og det giver os den dag i dag stor styrke og  modstandskraft at være sådan nogle, der kan sidde i turbussen og mindes denne eller hin sære  stodder til en lærer, vi havde i ottende klasse.«
Grunden til bandets lange levetid er, mener han, at »vi passede rigtig godt på hinanden, mens vi  kommercielt blev større og større. Vi for ikke vild i jagten på succes. Og har jo efterhånden overlevet  en række statsministre…«Som så ofte før ignorerede pladekøberne de skeptiske kritikere. På to år  solgte debutalbummet og den næste cd omkring en halv million eksemplarer, og deltagelsen i Grøn  Koncert 1989 beviste med tilskuertal af bibelske dimensioner, at døgnfluen var kommet for at blive.
De ørehængende sange blev en fast del af radiorepertoiret; en position, de har fastholdt. Til dato er  der solgt over 1,5 millioner plader med Dodo & The Dodos, der har udgivet seks studiealbums.
Det seneste kom i 2008, men der ikke et nyt på vej. Som Dodo og Anders Valbro forklarer: »Vi har  mange nye sange og har været i studiet, hvor alt har været på bordet. En ny single er på vej, men vi kan nok ikke se os selv udsende en ’almindelig’ cd med 12 nye numre. Det er tiden lige som ikke til,  men vi skal nok give ny lyd fra os med mellemrum«.Dodo and The Dodos
Også på den led er Dodo & The Dodos et meget tidssvarende band. Det lader det også til, at  koncertpublikummet synes. I hvert fald er der også i år efterspørgsel efter bandet og deres  evergreens.
Anders Valbro og Dodo er ikke i tvivl om grunden: »Vi har sange, hvor vi kan spille to-tre akkorder og så ved publikum, hvor vi er. Sådan har vi det også selv. De sange kan stadig tænde os, fordi de jo også indgår som et lydspor til vores liv, til vores minder. Det lyder corny, men vi kan faktisk stadig begejstres over vores egne sange.«Engang kunne ingen forestille sig en rockmusiker over de fyrre.
Nu oplever Dodo & The Dodos deres gamle idoler som Rolling Stones og Paul McCartney turnere som vitale folkepensionister. Og bandet ser ingen grund til at trække stikket ud.
»Hvorfor ikke? Så længe vi har noget på hjertet og så længe vi synes det er sjovt,« siger Dodo & The Dodos, der altid giver, hvad de har.